Besøgshaven

Med ca. 12.000 m2 er Fuglesang Bornholms største besøgshave. Haveanlægget er opdelt i 7 haverum af forskellig størrelse og med hvert sit tema. Det første man ser er en 63 meter lang pergolagang, som fører op til den romersk inspireret cirkelformet staudehave med gudinden i centrum og tre store bede i hver sin grundfarve (rød, gul og blå). Hvert bed er omkranset af hække, som med deres stigende høje illustrerer et amfiteater.

I den røde have vogter de kinesiske tempelløver trappen op til pavillonen, hvorfra der er udsigt ud over Østersøen. Bevæger man sig udenom/bagved volden finder man også børnebørnenes rosen- og paradisæblelund. Den gule engelsk inspireret have er domineret at store rosenbede og mange blomsterløg, og den blå have består af en mini ”rhododendronskov”. Den japanske have og den spiselige skovhave forventes færdige i løbet af 2016.

Medbragt madkurv kan nydes på terrassen eller ved en af de mange siddepladser, der er rundt omkring i haven, imens kan man nyde synet af påfuglene der går frit omkring i haven (flere af dem er helt hvide). Der er også mulighed for køb af kaffe med mere i caféen, hvorfra man også kan købe vores paradisæblesnaps m.m. Og så må man endelig huske at se udstillingen om ”Sorte Muld” og Hallebrøndshøjen, samt hvad der ellers bliver af aktiviteter.

Sidst men ikke mindst er der da også mulighed for at købe en plante med hjem. I plantecenteret kan man blandt andet finde de gamle bornholmske æblesorter, som vi opformerer i samarbejde med Landbrugsmuseet på Melstedgård.

Lidt billeder

Du kan se billedet i stor størrelse ved at klikke på det.

Det hele set fra oven

Fuglesang fra oven